Programmets logo

I forrige Interreg-periode 2007-2013 havde hvert program sit eget individuelle logo. I begyndelsen af 2014 besluttede ca. 70 Interreg-programmer i Europa at udvikle et fælles brand for Interreg. Arbejdet på udviklingen af et fælles brand resulterede i et neutralt grundlogo, som gør det muligt at tilføje yderligere elementer. Vi har gjort brug af denne mulighed, hvilket har medført følgende logo for Interreg Deutschland-Danmark.

Logoet præsenterer programmets 11 partnere: Region Sjælland, Region Syddanmark, kredsene Nordfriesland, Schleswig-Flensburg, Rendsburg-Eckernförde, Ostholstein og Plön samt byerne Kiel, Flensburg, Neumünster og Lübeck.

Cirklernes placering, størrelser og farvetoner afspejler de enkelte programpartners omtrentlige geografiske beliggenhed. Cirklerne overlapper hinanden med gennemsigtige farver. Dette symboliserer fællesskabet i regionen. Det handler ikke om den enkelte partner, men om synligheden af synergien og sammenholdet mellem partnerne. Den samlede konstruktion afbilder på en forenklet og moderne vis programregionens bevægelighed, fleksibilitet, styrke og fællesskab i en abstrakt form – det er regionen Interreg Deutschland-Danmark.

Navnet “Interreg Deutschland-Danmark“ er i fokus

Ikke INTERREG, INTERREG 5A, INTERREG VA – kun Interreg.

Europas Interreg-programmer er nået til enighed om, at navnet Interreg har en grad af genkendelighed, som den tidligere anvendte betegnelse ”territorialt samarbejde” ikke opnåede. Derudover kræver „Interreg“ ingen oversættelse. Det hedder sådan på alle sprog, så man kan nøjes med én version af logoet.

Tilføjelsen „5A“, som definerer støttegenerationen (tal) og støttegrenen (bogstavet) er blevet udeladt. I vores tilfælde ville det hedde Interreg 5A. Ved at droppe tilføjelsen gøres logoet også brugbart for de efterfølgende Interreg-generationer.