Interreg Deutschland-Danmark vinder EU-pris for bedste hjemmeside

Prisen for den bedste Interreg-hjemmeside går til… Interreg Deutschland-Danmark. Bedst blandt 90 Interreg-programmer i Europa.

På EU-Kommissionens årsmøde for Interreg-programmer i Bruxelles mandag 6. juni blev Interreg Deutschland-Danmark hædret for at have den bedste hjemmeside blandt samtlige 90 Interreg-programmer i Europa.

Vurderingen af hjemmesiderne blev foretaget af en faglig komité nedsat af EU-Kommissionen på baggrund af kriterierne originalitet, brugervenlighed, transparens og fokus på resultater.

Hjemmesiden for programmet Deutschland–Danmark vandt på grund af dens originale, uventede og sjove visuelle udtryk, der fanger besøgendes opmærksomhed og samtidig leverer essentielle informationer på en funktionel og brugervenlig måde. Hjemmesiden blev også rost for dens transparens og for at opfylde Interregs gyldne regel, som er „doing more with less.”

Vi fortæller historier

„Vi er ikke bange for at gøre tingene anderledes og på nye måder. Vi fortæller historier. Historier, der er vedkommende, engagerende og har relevans for borgerne. Vi lægger ikke skjul på udfordringer, men sætter ord på dem, tager tilbagemeldinger meget alvorlige og har fokus på løsninger. I fremtiden vil vi selvfølgelig fortsætte med at bruge tegnefilm og andre anderledes visuelle elementer til at formidle komplekst og tørt stof”, forklarer Jeppe Pers, kommunikationsmedarbejder i Interreg-sekretariatet.

Et kæmpe skulderklap

„Prisen for bedste hjemmeside er et kæmpe skulderklap for Interreg Deutschland-Danmark. Med hjemmesiden har vi haft en ambition om at skabe en platform, der forklarer komplekse emner på en forståelig og visuel måde, og som aktivt kommunikerer programmets potentiale og resultater”, siger Trine Spohr, leder af Interreg-sekretariatet. Hun glæder sig over, at EU-Kommissionen vurderer hjemmesiden som yderst vellykket:

„At die andre Interreg-programmer nu kan profitere af vores arbejde er fremragende. Men som alt andet vi laver, er vores tilgang at udvikle og forbedre os selv hele tiden, så det vil også ske med hjemmesiden.”

Susanne Koch, leder af Interregs forvaltningsmyndighed glæder sig også over at have vundet prisen:

„Det mod vi viste ved at vælge et anderledes og markant design til vores hjemmeside er blevet belønnet med denne pris. En særlig tak går til virksomheden Fresh Konzept fra Flensburg for deres flotte arbejde. Vores hjemmeside er et vigtigt element i den vellykkede opstart af programmet Interreg Deutschland-Danmark. Prisen er for os både en bekræftelse og en motivation.”

Interreg Deutschland-Danmark var som lille program oppe imod flotte hjemmesider fra store grænseoverskridende og transnationale programmer.

Anden- og tredjepladsen blev taget af Interreg Central Europe og Interreg Slovakia-Hungary.

Oplyser om fokus på resultater

Som Interreg-program, der har fokus på støtte til kvalitative og målrettede projekter, blev Interreg Deutschland-Danmark i Bruxelles bedt om at holde et foredrag og præsentere best-practice-eksempler, programmets interventionslogik, samt andre nyttige informationer til andre Interreg-programmer, for at hjælpe dem til at blive endnu bedre til at få det maksimale ud af EU-fondsmidlerne.

De gode eksempler på resultatfokuseret praksis blev modtaget positivt af de andre Interreg-programmer, der var glade for at gå i dialog med Interreg Deutschland-Danmarks repræsentanter.

De britiske journalister fra Drawnalism var til stede og fastholdt foredraget i denne tegneserie.
De britiske journalister fra Drawnalism var til stede og fastholdt foredraget i denne tegneserie.

Titelbillede: Med prisen for den bedste Interreg-hjemmeside er der grund til at være stolt. Her fra venstre projektkonsulent Tim Tannhof, projektkonsulent Charlotte Hovgaard Andersen, program manager Maike Friedenberg og kommunikationsmedarbejder Jeppe Pers. (Billede: Gudrun Dittrich)