loader image

Tysk-dansk ungdom skaber fremtid

Den 1. december afholdt projektet ”Tysk-dansk ungdom skaber fremtid” et interessant arrangement, hvor 3 tyske skoleklasser præsenterede deres ideer til, hvordan den dansk-tyske Interreg-region kan vokse endnu mere sammen. Præsentationerne blev overværet af i alt 90 deltagere. Blandt deltagerne var Ostholsteins Landrat, Reinhard Sager, Interreg-udvalgets formand Peter Sönnichsen, Ratekaus borgmester Thomas Keller, Oldenburgs administrationschef Martin Voigt og 16 andre distriktsrådsmedlemmer samt lokale repræsentanter.

Interreg-udvalgets tyske formand Peter Sönnichsen var meget imponeret over præsentationerne – og i særlig grad over de unges entusiasme for den europæiske ide: ”Det afspejler sig i hvert projekt, at de unge har nydt mødet med danskerne, og derfor har man tillid til, at det også vil fortsætte fremover. Kun hvis vi taler med hinanden, og også mødes uafhængigt af projektet, vil vi kunne opnå mere til fordel for det europæiske samarbejde.”

Også Ratekaus borgmester Thomas Keller ser projektet som en stor bro mellem befolkningerne inden for Interreg-regionen. Projektet anses som eksemplarisk, fordi det bliver formet af den dansk-tyske ungdom, og fordi den nu fylder regionen med liv.

Forud for arrangementet havde de tyske elever gennemført fælles projektdage med ca. 75 danske elever. Derved lærte eleverne hinandens kulturer, værdier og livsstile at kende. Centrale spørgsmål var: Hvilke fordele og ulemper opstår der ved at vokse sammen? Hvordan kan man skabe en fælles identitet, fremme en interkulturel forståelse og en vi-følelse? De unge beskæftigede sig intensivt med disse og andre spørgsmål, og kom derved frem til egne løsninger.

Udover at fremme en interkulturel forståelse udviklede eleverne også fælles visioner og koncepter for et fremtidigt grænseoverskridende fællesskab.

Sport skaber forbindelse

Sport er kendt for at skabe forbindelser på tværs af grænser og blev også fremhævet af flere elever.  Bl.a. grænseoverskridende sportsbegivenheder og fælles stævner mellem idrætsforeninger og skoler blev nævnt som eksempler.

Udveksling fremmer mere udveksling

For at fremme den interkulturelle udveksling mellem unge, blev der foreslået udvekslingsprogrammer for både elever og undervisere, herunder f.eks. skoleudflugter og dagture til nabolandet. De involverede undervisere tog sidstnævnte forslag direkte til sig, og aftalte et første møde i det nye år.  Også grænseoverskridende musik og madlavningsfestivaler blev nævnt som eksempler.

Eleverne vil bruge deres ideer til at give vigtige impulser til en offentlig debat i Interreg-regionen og de ønsker at deres ideer bliver taget op og omsat.  Dette ønske blev opnået på imponerende vis i forbindelse med præsentationen af resultaterne i Eutin.

Peter Sönnichsen opfordrede skolerne til at indsende ansøgninger til Interreg-sekretariatet for finansiering og implementering af ​​ideerne. Skolerne var tilsvarende meget entusiastiske: ”Vi er så stolte af vores studerende. Ikke alene udviklede de fælles visioner for fremtiden med de danske partnerskoler på et fremmed sprog og det inden for kun 2 dage, men de præsenterede efterfølgende også ideerne for et stort publikum. Det faktum, at de regionale repræsentanter også ser gode chancer for at realisere forslagene er den perfekte afslutning på projektugen”, lyder det fra Kristina Depenau fra Wagrienschule Oldenburg i.H.

De næste dansk-tyske projektdage afholdes i januar 2018 i Lübeck. Resultaterne præsenteres den 26.01.2018 fra kl. 10.30 til 12.30 i den ”Grossen Börse” i Lübecks rådhus.