Robotterne kommer!

Robotplæneklipper, robotstøvsuger, malkerobot. Eksempler på nogle af de robotter, der allerede er en del af vores hverdag, uden at vi tænker særligt over det. Men Interreg-projektet PANaMa vil gerne have elever og lærere til at tænke mere over teknik og naturvidenskab og har allerede skabt gode resultater.

Det fremgik tydeligt, da Panama for nylig holdt midtvejskonference på A.P. Møller Skolen i Slesvig, hvor en hel række engagerede projektpartnere fortalte om deres oplevelser og erfaringer med blandt andet robotteknologi i undervisningen, elevprojekter og -udstillinger om vedvarende energi, forskningscamps for elever om robotter og automatisering, videreuddannelse og erfaringsudveksling for lærere og virksomhedsbesøg. Projektets lead partner er Leibniz-Institut für die Pädagogik der Naturwissenschaften und Mathematik i Kiel.

PANaMa-projektet arbejder for at gøre afgangselever og lærere klogere på de muligheder og behov, der er på arbejdsmarkedet i programregionen. Her er potentiale indenfor robotteknologi og højteknologisk materiale og stærke brancher som energi og landbrug, der over de kommende år får brug for endnu mere faglært arbejdskraft inden for matematik, teknik og naturvidenskab. PANaMa flytter virkeligheden ind i undervisningslokalerne og tager elever og lærere med ud i virkeligheden på virksomhederne og skaber på den måde en forbindelse mellem undervisning og erhvervsliv, som ellers ofte mangler.

Fra skolebænken kan det være svært at se, hvad man skal bruge matematikken og naturvidenskaben til, men det kommer helt af sig selv, når man skal prøve at programmere robotter og bruge den teknik, der også bruges i industrien – bare i mindre skala. Derfor er et af PANaMa-projektets tiltag, at skoleklasser kan låne Evo-Ozobotter – små programmerbare robotter på størrelse med en tennisbold. På Ølgod Skole tog matematiklærer Peter Christensen imod tilbuddet sammen med to 9. klasser og beskrev oplevelsen i fagbladet Matematik:
”Teknikken er brugt i industrien, så det er altså virkeligheden, vi arbejder med. Det er også en meget god indgang for eleverne til at opleve, at en ’maskine’ gør det, man beder den om. Der er et element af leg ind over processen, og det gør, at alle elever tør være med – også dem, der ikke har en teknisk indgang til faget. Efterhånden bliver kravene skærpede, og eleverne skal til at vise både kommunikative og matematiske evner i forsøget på at løse opgaverne. Flere elever var nogle gange frustrerede over, at ”Den gør ikke det, vi beder den om”, hvortil der kun er et svar: ”Jo, den gør – og kun det”.”

Det legende element er også en del af det, som PANaMa fokuserer på fremadrettet. På programmet står blandt andet et samarbejde med Teknologiskolen i Odense og Kieler Forschungswerkstatt, hvor man udenfor skoletiden giver eleverne tilbud om at lære at kode. Som nye tiltag vil Panama også selv lave workshops om kodning og kryptografi.