loader image

Sundhedsworkshop i Odense

Den 2. november var dagen, hvor Interreg Deutschland-Danmark havde samlet de bedste kræfter inden for dansk-tysk sundhedsinnovation til en sundhedsworkshop i Odense. Leadpartnerne og partnerne fra programmets otte igangværende sundhedsprojekter deltog.

Under mottoet ”sundhedsinnovation – i dag og i morgen” var der fokus på erfaringsudveksling, networking og identificering af fremtidige fælles udfordringer. Og til dette formål udgjorde de inspirerende lokaler i Forskerparken en perfekt ramme for workshoppen.

”Jeg var lidt skeptisk da jeg kom her i dag og vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Og jeg kendte jo allerede godt de andre sundhedsprojekter af navn, men ikke af indhold. Og det synes jeg dagen har været rigtig god til at belyse”, lød det fra Niels Henrik Holländer, Leadpartner InnoCan.

Kernen i workshoppen var vidensdeling og interaktion. I en såkaldt pitch-præsentation havde hvert projekt fem minutter til kort at berette om projektindholdet samt om de første succeser og udfordringer. Det var tydeligt, at denne præsentationsform fremmede deltagernes nysgerrighed og førte til nogle første overvejelser om mulige fælles synergier.

Inspireret af podiums-diskussionen med 5 danske og tyske eksperter om aktuelle tendenser og udfordringer inden for innovative sundhedsløsninger og efterfølgende matchmaking opstod der en livlig erfaringsudveksling, samtidig med, at der blev skabt nye kontakter og diskuteret fremtidige projektideer.

”Det har været en interessant dag. Vi har talt med mange andre partnere og fået nye kontakter – og i det små udviklet ideer til fremtidige Interreg-projekter. For os har dagen været en succes og jeg håber, at den gentages”, sagde Arndt-Peter Schulz, Leadpartner Bonebank.

Som „aktiv“ pause og for at visualisere levende innovation, fik deltagerne mulighed for at få en rundvisning i Forskerparken. En interessant og givende dag med mange nye indtryk – tusind tak til alle.

Podiums-diskussionens deltagere (venstre til højre): Prof. Dr. -Ing. Andreas Schrader, Mahad Huniche, Christian Mercado, Dorthe Kusk, Nils Reimers og Morten Hoff