loader image

Vi sætter fokus på vores styrker

Et tilbageblik med fokus på fremtiden

Siden det officielle startskud for Interreg Deutschland-Danmark lød i december 2013 er der allerede blevet investeret 50 mio. Euro i 36 grænseoverskridende projekter. Det understreger aktørernes store interesse i det grænseoverskridende samarbejde i programregionen og Interreg-udvalget fandt at det var en anledning til kort at standse op, vurdere situationen og sætte kursen for de næste år.

Som forberedelse til udvalgsmødet i december 2017 gennemførte Interreg-administrationen en evaluering af programmet baseret på to grundlæggende spørgsmål: I hvilket omfang kan de målsætninger, som blev formuleret i begyndelsen af støtteperioden, opfyldes? Og bliver det nødvendigt at sætte supplerende programstyrende tiltag i gang? Sammenfattende viste evalueringen, at programmets mål i et stort omfang ser ud til at blive nået med de hidtil godkendte projekter. Således er der kun få emner, aktørsgrupper og geografiske delregioner der i øjeblikket ikke er blevet helt så integreret, som det kunne ønskes.

Resultaterne fra den første eksterne projektevaluering understøtter vurderingen for så vidt, at den største del af projekterne forløber lovende og de derfor forventes at nå deres mål. Ikke desto mindre drøftede udvalgsmedlemmerne, hvordan den allerede lovende programperformance kan gøres endnu bedre ved at anvende forskellige, strategiske styringstiltag, når de resterende programmidler skal gives ud.

Et udvalgsmøde med retningsvisende beslutninger

Vil vi have mere mangfoldighed, idet vi laver en proaktiv indsats over for de emner og aktørsgrupper, som hidtil ikke har været inddraget så meget eller vil ”styrke vores styrker”, idet vi satser på emner, der går godt og aktørsgrupper, som allerede er aktive? To forskellige strategier, der begge går ud på at anvende de resterende programmidler klogest og som blev drøftet livligt i udvalget på baggrund af en præsentation fra Interreg-administrationen om strategiernes fordele og ulemper.

I sidste ende besluttede udvalget at gå med strategien ”Styrkelse af styrkerne”. Det blev dog fremhævet, at ingen projektidé uanset valg af strategi må afvises, hvis den indholdsmæssigt passer til programmets rammer. Endvidere understregede udvalget, at der også fremadrettet – og hvis muligt i et øget omfang – skal involveres private virksomheder samt aktørsgrupper fra den østlige del af programregionen i projektpartnerskaberne.

Udvalgets beslutning ændrer ikke ved de vurderingskriterier, der allerede er vedtaget og kendt. Dermed indgår fortsat kriterier som for eksempel grænseoverskridende merværdi, additionalitet, resultatorientering og bidrag til programmålene ved vurderingen af et projekt.

Med udgangspunkt i udvalgets beslutning ser vi frem til at modtage endnu flere spændende projektansøgninger med merværdi for regionen og befolkningen. Kommende ansøgningsfrist er den 22. juni 2018.

Hvis du har spørgsmål eller savner informationer, kan du kontakte Interreg-sekretariatet. På denne måde kan vi svare på dine spørgsmål og vejlede dig.