loader image

Når både Danmark og Tyskland vinder

Byen Malente i Slesvig-Holsten er især kendt for sine smukke omgivelser og ikke mindst for at være en talentfabrik i fodbold. I årene 1974 og 1990 forberedte det tyske fodboldlandshold sig til VM i Malente – og de blev verdensmester. I år valgte det tyske fodboldlandshold at forberede sig i Sydtirol. Til gengæld valgte vores Interreg-udvalg så at holde møde i Malente.

Der blev kun talt lidt fodbold på sidelinjen, ellers var der absolut fokus på dansk-tyske projekter, hvordan programmet kan blive endnu bedre til at formidle historien om effekten af det grænseoverskridende samarbejde og så EU’s planer om det fremtidige Interreg.

De fremlagte projekter favnede bredt: fra sundhed over fødevarer og bæredygtighed til kultur og matematik. Det hele var repræsenteret og det var udvalgsmedlemmerne godt tilfredse med. Seks ud af seks fremlagte projekter blev godkendt – næsten lige så godt, som at vinde verdensmesterskabet….

Samlet set bevilgede Interreg-udvalget den 20. juni 2018 ca. 62 mio. kr. til seks Interreg-projekter:

  • Projektet TASTE modtager ca. 11 mio. kr. Væksthus Syddanmark står i spidsen for det nye projekt, der vil øge den miljømæssige bæredygtighed blandt fødevareproducenter. Bag TASTE står i alt 12 partnere fra Danmark og Tyskland, herunder virksomhederne Naturmælk i Tinglev og Easyfood i Kolding. Sammen har de sat sig for at skubbe gang i den trend, som kan mærkes hos producenterne og forbrugerne i forhold til både at producere og forbruge på en bæredygtig måde.
  • Projektet CheckNano modtager ca. 8 mio. kr. I projektet vil Syddansk Universitet sammen med bl.a. den tyske virksomhed Coherent LaserSystems GmbH & Co. KG og mange andre partnere udvikle en lab on chip-prototype til hurtig registrering af farlige nanopartikler i fødevarer og kosmetik.
  • Projekt MatKult modtager ca. 3,9 mio. kr. På dansk side er Sønderborg Kommune, SDU, Professionshøjskole Absalon, University College Syd og Lillebælt involveret, mens der på tysk side deltager universiteterne i Lübeck og Flensborg. Projektets målsætning er at fremme den interkulturelle forståelse i programregionen via matematik som interkulturel brobygger. Med matematikken som universelt sprog vil projektet øge sprogkompetencerne og forståelsen for borgerne på den anden side af grænsen.
  • Projekt Heracles modtager ca. 10 mio. kr. Her er SDU, Sygehus Sønderjylland og Region Syddanmark på dansk side involveret. På tysk side er Universitätsklinikum Schleswig-Holstein (UKSH)involveret, som også er Leadpartner. Via to store elektroniske platforme for dels patienter og pårørende, dels læger og sundhedspersonale vil projektet bidrage til en større patient empowerment. Konkret betyder det, at patienter i højere grad gør brug af muligheden for selv at påvirke behandlingsform hhv. valg af læge, og at sundhedspersonalet bliver bedre i stand til at understøtte dem heri.
  • Projektet kultKit modtager ca. 10,5 mio. kr. Med Næstved Kommune i spidsen for det kommunale samarbejde på dansk og tysk side er projektets overordnede målsætning at fremme borgernes interkulturelle forståelse og bidrage til at nedbryde sproglige og kulturelle grænser i Femern Bælt regionen. Som en del af projektet etableres der en pulje til støtte af mikro-projekter.
  • Projektet NorDigHealth modtager ca. 19 mio. kr. I et tæt samspil mellem aktører fra danske og tyske kommuner, sygehuse, private virksomheder fokusseres på at reducere sygdomsniveauet og derved nedbringe en stadig stigende udgiftspost hertil i både Danmark og Tyskland. Dette skal gøres via en tidlig og bredtfavnende indsats og i samarbejde med de to store TV-kanaler DR og tyske NDR.

Mødet var selvfølgelig ikke lige som en fodboldkamp. I modsætning til fodboldkampe, hvor der for det meste også er en taber, gik alle hjem som vindere. Velkommen til vores Interreg-familie!