Mangler I en hjælpende hånd? Få en frivillig gennem Interreg Volunteer Youth (IVY)!
Interreg Volunteer Youth (IVY) er blevet forlænget. Det betyder, at Interreg-projekter fortsat kan tage imod en frivillig EU-borger til at hjælpe med projektarbejdet. Opholdet, der kan vare fra to til seks måneder, er en unik mulighed for at give en ung europæer mellem 18 og 30 år erfaring og oplevelser for livet.
Arbejdsopgaverne kan variere fra f.eks. kommunikationsopgaver til arbejde i laboratorium – I ved bedst, hvor I kunne bruge en ekstra hånd. Association of European Border Regions (AEBR) vil gennem deres netværk finde passende kandidater, hvorefter I kan vælge den/de kandidater, I tænker ville passe sammen med netop jeres projekt og de dertilhørende arbejdsopgaver. Den frivillige kan altså komme fra ethvert EU-land. Det er derfor ikke nationaliteten, men den faglige og menneskelige profil, der er i fokus, når projekt og frivillig skal sættes sammen.
KursKultur har allerede vist vejen
Sidste år var Anna Hansen og Lorena Gianelli frivillige hos Interreg-projektet KursKultur i to måneder. De to unge piger arbejdede især med kommunikationsområdet, og om deres bidrag til projektet sagde projektleder Anne Mette Olsen i foråret 2018:
”For os som partner i et Interreg-projekt styrker det os i vores daglige arbejde at have Lorena og Anna som frivillige.”
Forlængelsen af IVY-initiativet er et bevis på den merværdi, de frivillige har skabt for projekterne på tværs af hele EU. KursKultur-projektlederen var heller ikke i tvivl om, hvor vidt andre Interreg-projekter i vores programregion kunne have gavn af frivillige:
”Alt i alt kan vi kun opfordre andre Interreg-projekter til at benytte muligheden for at have frivillige,” sagde Anne Mette Olsen.
Læs mere om de frivillige hos KursKultur her.
IVY i Slovenien
Nika Zalec fra Interreg-programmet Alpine Space er et godt eksempel på, hvor forskellige arbejdsopgaverne for en IVY kan være. Interreg Alpine Space omfatter ikke mindre end syv lande og viser, hvor mangfoldige og samarbejdsvillige de europæiske medlemslande er.
Nika har været frivillig i Interreg-projektet Eco-AlpsWater i Slovenien i fem måneder, hvor hun har arbejdet med klimaet og bedre vandkvalitet. Projektet arbejder på en vand-management-strategi for søer og floder i alperne gennem forbedring af traditionelle målemetoder for miljø-dna. Miljø-dna er naturens og dyrenes fingeraftryk på bestemte omgivelser som f.eks. en sø. Med en ny metode kan man hurtigere og billigere identificere, hvilke bakterier og dyr der lever i forskellige omgivelser med vand.
I projektet har Nika arbejdet med forskellige kulturer og sprog, og det har givet en spændende og lærerig hverdag. Under sit ophold har Nika også udviklet sine kompetencer inden for kommunikation, selvstændigt arbejde og laboratoriearbejde. Også hun kan varmt anbefale IVY-initiativet.
Læs mere om Nikas historie og om ansøgning til IVY her.