PĂĄ afstand – og alligevel sammen
I ugevis har mange af os været tvunget til at arbejde hjemmefra. Det samme gælder for alle: Hold afstand. Dog handler det grænseoverskridende samarbejde netop om at komme tættere på hinanden, dele med hinanden og lære af hinanden.
Corona-pandemien er grus i maskineriet for vores og Interreg-projekternes arbejde, hvilket er ærgerligt, men ikke afholder os fra at tilpasse os til situationen og sammen få det bedste ud af det.
Længe leve digitale løsninger
Videomøder er godt nok ikke det samme som fysiske møder, men de er dog en god mulighed for at mødes og være sammen i den nuværende situation på trods af den fysiske afstand. Den regelmæssige udveksling med kollegaer er især vigtig for at styrke sammenholdet og holde humøret højt. Og derudover er det simpelthen skønt i det mindste digitalt at se sine kollegaer igen, som man ellers ser hver dag.
Medarbejderne i de mange Interreg-projekter har det på samme måde. Mange af deres regelmæssige projektmøder, hvor de ville have mødtes i enten Danmark eller Tyskland, samt planlagte workshops og andre arrangementer, er aflyst eller udskudt. Og der, hvor det er muligt, bliver de afholdt digitalt.
Således har eksempelvis vores HERACLES-projekt besluttet sig for at afholde en workshop omkring ”Grænseløs empati” online.
”Grænseløs empati” – Corona fører til opfindsomhed
I mĂĄnedsvis har workshoppen den 31. marts 2020 stĂĄet i kalenderen. Det skulle være afslutningen pĂĄ en opgave pĂĄ masterstudiet ”Product Design” ved Syddansk Universitet i Kolding, som 2×20 studerende fra mindst 14 lande har arbejdet med.
Under overskriften ”Sårbare møder” har de studerende arbejdet først med hjertepatienter og sidenhen med personalet på hjerteafdelingen på Sygehus Lillebælt. Resultatet: et brætspil. Med spilleplade, forskellige kort og nødvendigheden af at tage noter og dele disse med de andre spillere. Et spil, der samler fire til fem spillere ved et bord og berører selv det mest erfarende plejepersonale.
Til den planlagte workshop skulle spillet spilles på dansk, tysk og (pga. de internationale studerende) engelsk – workshoppen skulle give svar på forskellige spørgsmål: Hvor kan det bruges, i uddannelsen, på sygehuset, i ældreplejen? Stationær og/eller ambulant? I form af bestemte kurser – eller som en slags ”opfriskning” ift. empati? Og ikke mindst: Hvad skal det hedde?
”Workshoppen måtte ikke blive offer for en lukket dansk-tysk grænse eller den kendsgerning, at mange af os skulle arbejde hjemmefra!” sagde Antje-Franziska Knauf, projektkoordinator og videnskabelig medarbejder ved centeret for patientkommunikation i Danmark.
Under ledelse af Syddansk Universitet designede de studerende sammen med HERACLES-teamet hurtigt en virtuel workshop, hvor brætspillet blev spillet. Ligesom til en ”rigtig” workshop var der en livlig veksling mellem gruppearbejde og plenum. Teknikken fungerede (næsten) problemfrit og ud over svar på mange af de oprindelige spørgsmål, gav workshoppen også resultater, der kan være relevante for det overordnede internationale samarbejde.
”Ja, vi har faktisk fået svar på de fleste spørgsmål. Og den overordnede positive tilbagemelding er: Spillet kan simpelthen så meget! Det kan anvendes på ambulante og stationære områder, under et uddannelsesforløb, både i den praktiske og teoretiske del af uddannelsen, som genopfriskning ved tema-dage, kommunikationsundervisning, coaching, i de forskellige social- og lægefaglige erhverv,” lyder det fra Antje-Franziska.
På (online) HERACLES-workshoppen handlede alt om empati, om at sætte sig i en patients og patientens pårørendes sted. Og forestille sig, at man selv får stillet en alvorlig diagnose.
”Selv ved dette emotionelle emne var den virtuelle workshop en stor succes. Fra den professionelle afstand til følelsernes rutsjebane: følelsernes progression, det selv at blive berørt, var i den virtuelle test sammenlignelig med de tests af brætspillet, som personalet på hjerteafdelingen havde oplevet. Workshoppens moderation var til dels endda nemmere virtuelt – da man ”bare kunne afbryde” grupperne, i stedet for flere gange at skulle bede om at komme tilbage til plenum.” fortsatte Antje-Franziska Knauf.
Webinaret viste, at mange ting fungerer næsten lige så godt, som ved en klassisk workshop. Det adskiller sig i høj grad fra en telefonkonference, der gennemføres uden video. Denne form for samarbejde kan dog ikke helt erstatte de fysiske møder med kollegaer og interessenter: kropssproget er for det meste væk, stemninger kan ikke opfattes på samme måde og billedet på skærmen er desværre ”kun” endimensionelt.
For HERACLES og ikke mindst for de studerende, der kunne give deres fantastiske produkt en sidste feedbackrunde, inden de skal videre med studiet, var den virtuelle workshop en erfaring, som helt sikkert rummer mange muligheder.
Men kontakten til hinanden kan den virtuelle verden ikke erstatte. Og slet ikke den i det grænseoverskridende samarbejde.
Læs mere på www.heracles.care
