loader image

Fest og farver ved vores karavanebesøg i Sorø

Interreg-karavanen er sat i verden, fordi vi ønsker at møde hr. Danmark og fru Tyskland til en personlig snak om det dansk-tyske samarbejde. Den kendte Lysfest i Sorø byder hvert år på aktiviteter for hele familien, kultur, god mad og musik. Den tiltrækker mange mennesker fra nær og fjern – perfekte rammer for at møde en masse mennesker.

Sorø var den 25. januar således lyst op i mange farver. Fakler, lyskæder, farverige lys og spændende udstillinger dannede rammen for lysfesten – ’Kyndelmissen’ – og gav en hyggelig stemning. I akademihaven var der bl.a. et ildshow, flere flotte skulpturer lyste op i forskellige farver og det hele blev sluttet af med et festfyrværkeri. Arrangøren vurderer, at op mod 10.000 gæster besøgte Sorø den dag. De mange besøgende kunne i Holberg Arkaden få varmen og netop her stod vi klar sammen med fem interessante Interreg-projekter, en masse gode resultater og give-aways til store og små.

Freddy Blak var afsted sammen med os og var en stor hjælp, når det handlede om at henlede de forbigåendes opmærksomhed på Interreg-standen. Som dansk formand for Interreg-udvalget og medlem af Regionsrådet i Region Sjælland har Freddy stor interesse for at vise resultaterne fra Interreg-støtten frem:

Det er jo både spændende, men også rigtig vigtigt at Interreg-karavanen er der, hvor borgerne er som f.eks. her på Kyndelmissen i Sorø. Interreg er jo til for borgerne – og netop derfor skal vi ud og fortælle om vores gode samarbejde.

Vi havde i alt fem projekter med i bagagen; Sundhedsprojekterne Demantec og NorDigHealth, innovationsprojektet German-Danish Innovation, kulturprojekterne kultKIT II og KursKultur 2.0.